Vision og ide

Udviklingen af projektet ÅRSLEV ENGE tager udgangspunkt i en særdeles velbeliggende let skrående sydvendt grund på 35.943 kvm. Grunden har igennem årtier været anvendt til gartneri, og der er i dag på grunden syv drivhuse, hvoraf fire stk. fremstår i særdeles dårlig stand med knuste ruder og iturevet plastic.

Den oprindelige anvendelse til gartneri er gradvist reduceret, hvor der over de seneste 3 år i stedet er spiret et fællesskab og en identitet op omkring fællesgartneriet (FG), der pt. lejer 4 drivhuse og en stor del af jorden. Konceptet for FG er: ”at man selv bestemmer hvad man vil dyrke og hvordan man vil indrette sit eget jordlod, men at vi er fælles om at få det hele til at fungere og hjælpes ad med de praktiske gøremål i løbet af året”. (www.fællesgartneriet.dk)

Hele grunden benævnes ÅRSLEV ENGE og visionen med projektet er at fastholde de visuelle værdier, der knytter sig drivhusenes fysiske fremtoning, så stedets identitet fastholdes.