Casa Trier
Casa Trier er en familiebolig, som ligger på en smal grusvej, der snor sig ned mod stranden for enden af vejen. Casa Triers koncept tager udgangspunkt i husets kompakte grund. Derfor er huset udformet som en vinkel, der skærmer mod indkig fra de nære omgivelser og samtidig åbner op med store glaspartier mod havesiden. Konceptet favner det vi kalder “Haven i huset, huset i haven”. Via de store glaspartier trækkes sollyset ind i huset og man oplever, at man inde i huset går på kanten af haven.
Et andet vigtigt aspekt ved huset er, at bygherren er ud af en tømrerfamilie. Derfor har deres ønske været at engagere sig i opførelsen af huset – at opføre eget hus med egen hænder.
Husets grundplan består af to fløje, der mødes omkring et centralt køkken. I den ene fløj mod haven er køkkenalrummet og opholdsstuen placeret. De to funktioner kan adskilles ved et skydedørsparti, der også integrerer en brændeovn. I den anden fløj er soveværelse, to børneværelser, to badeværelser, to indgange, bryggers og entre placeret. Mod ankomstvejen parkeres bilen under et integreret vogndække, der giver videre adgang til en garage.
Fra alle rum låner man visuelle kig videre rundt i huset. Fra man ankommer i entreen kan man f.eks. se ud i køkkenet og videre ud i haven. På denne måde bindes huset visuelt sammen. Samtidig er dørene ind til værelserne udført med glaspartier øverst, så der trækkes mest muligt lys ind i rummene.
Husets materialer består på facaden af en sortbrun fibercementplade med faldende længder og faldende bredder, hvilket sikrer en levende facade. Samme plade går igen på sternkanten.
Går man tættere på huset mødes man af massive egetræslister, der beklæder alle indskæringer i facaden og som forer vognlyet og garagen. På den måde fremstår huset som iklædt en elegant sort jakke med et varmt og imødekommende for.
Interiøret er præget af enkle hvide vægge og trægulve i douglasgran. Kun i badeværelser og bryggers afløses trægulvet af en varm, brun flise. En flise der gentages i køkkenet og som dermed er med til at sikre en fin materialemæssig sammenhæng i huset