Casa Macaw
Casa Macaw
En moderne herskabsvilla i vandkanten
På en helt særlig grund med direkte adgang til Øresund ligger Casa Macaw smukt placeret i overgangen mellem en privat grøn park med en række velbevarede og grafisk elegante træer og et skrånende terræn ned til en privat strand. Hermed indskriver villaen sig i den klassiske tradition for at bygge herskabelige villaer på fantastiske grunde langs Strandvejen nord for København. Men i Casa Macaw nyfortolkes den traditionelle herskabsbolig med dets traditionelle tårne, spir og pudsede mure. Her er udsigten i centrum. Her er livet i fokus og her skal boligen samtidig danne ramme om forretningsmæssige forhold. De pudsede vægge er afløst af store glaspartier, der går fra gulv til loft og som sikrer, indrammer og understreger sammenhængen til den storslåede udsigt. Her i huset er den blå horisont altid nærværende. Fra man træder ind i den imponerende hall med det dobbelte trappeløb, i hele stueplanet og videre op på første salen, hvor alle rum henvender sig mod udsigten.
Hall’en udgør husets hjerte. Det er herfra husets dynamik tager fart og skaber en både naturlig og imponerende ankomst til huset. Her mærker man huset og dets beboere, og herfra kan man let bevæge sig mod den professionelle forretningsfløj, videre mod 1. salens private beboelse – via den ene trappe til børnenes del eller via den anden trappe til voksenafdelingen – eller ned i kælderplanet, hvor bl.a. den private hjemmebiograf er placeret. Det dobbelte trappeløb orkestrerer husets flow og er samtidig med til at iscenesætte og giver villaen sin helt særlige karakter.
Husets markante glasfacade fungerer som en transparent og imødekommende åbning mod landskabet og livet udendørs. Således kan store dele af vinduespartierne skydes til siden og dermed give direkte adgang til livet udenfor. Både i stueplan og på 1. sal med adgang til de træbeklædte og trælamel-forede terrasser.
Casa Macaws nyfortolkning af herskabsvillaen er også tydelig i det levende gårdrum, som udgør dels en elegant afskærmning mod Vedbæk Strandvej, dels danner en fin overgang fra livet på vejen til livet ved vandet. Her i gårdrummet kan man let trække ud på varme sommerdage. Her kan beboerne arrangere hyggelige grillaftener i udekøkkenet, der forlænger spisearealet idendøre ud i det skærmede gårdrum.
I Casa Macaw forenes en arkitektonisk og gennemdesignet bolig med en funktionel ramme for både den moderne familie og for boligens repræsentative kvaliteter. Her er udsigten altid nærværende, og her er der masser af plads til at leve og drive virksomhed.
Fotos: Elbæks Ejendomsmægler
Club House AArhus
The Club House Aarhus
Den gamle staldbygning i Aarhus Sydhavn skal fortsat levere “mørt kød” til Aarhusianerne!
I dette knudepunkt mellem Aarhus midtby, Tangkrogen og Marselis, samt Aarhus Ø og Risskov i det nordlige Aarhus, vil vi skabe et et uformelt mødested for løbs- cykel- og motionsinteressede. Det vil blive en naturlig katalysator for den fortsatte udvikling i et karakterfyldt område af vores by.
Her skal der gro en have, hvor interessen for motion kan deles mellem ligesindede, – et naturligt pitstop hvor man både kan få pulsen op og gearet ned, hovedet tømt og maven fyldt!
Casa Trier
Casa Trier
Casa Trier er en familiebolig, som ligger på en smal grusvej, der snor sig ned mod stranden for enden af vejen. Casa Triers koncept tager udgangspunkt i husets kompakte grund. Derfor er huset udformet som en vinkel, der skærmer mod indkig fra de nære omgivelser og samtidig åbner op med store glaspartier mod havesiden. Konceptet favner det vi kalder “Haven i huset, huset i haven”. Via de store glaspartier trækkes sollyset ind i huset og man oplever, at man inde i huset går på kanten af haven.
Et andet vigtigt aspekt ved huset er, at bygherren er ud af en tømrerfamilie. Derfor har deres ønske været at engagere sig i opførelsen af huset – at opføre eget hus med egen hænder.
Husets grundplan består af to fløje, der mødes omkring et centralt køkken. I den ene fløj mod haven er køkkenalrummet og opholdsstuen placeret. De to funktioner kan adskilles ved et skydedørsparti, der også integrerer en brændeovn. I den anden fløj er soveværelse, to børneværelser, to badeværelser, to indgange, bryggers og entre placeret. Mod ankomstvejen parkeres bilen under et integreret vogndække, der giver videre adgang til en garage.
Fra alle rum låner man visuelle kig videre rundt i huset. Fra man ankommer i entreen kan man f.eks. se ud i køkkenet og videre ud i haven. På denne måde bindes huset visuelt sammen. Samtidig er dørene ind til værelserne udført med glaspartier øverst, så der trækkes mest muligt lys ind i rummene.
Husets materialer består på facaden af en sortbrun fibercementplade med faldende længder og faldende bredder, hvilket sikrer en levende facade. Samme plade går igen på sternkanten.
Går man tættere på huset mødes man af massive egetræslister, der beklæder alle indskæringer i facaden og som forer vognlyet og garagen. På den måde fremstår huset som iklædt en elegant sort jakke med et varmt og imødekommende for.
Interiøret er præget af enkle hvide vægge og trægulve i douglasgran. Kun i badeværelser og bryggers afløses trægulvet af en varm, brun flise. En flise der gentages i køkkenet og som dermed er med til at sikre en fin materialemæssig sammenhæng i huset
Casa Hassel
CASA HASSEL
På en skrånende grund i Skodsborg nord for København, med udsigt over Øresund, blev der i starten af 1930èrne opført en gulstensvilla i den tidstypisk nordisk funktionelle tradition. Villaen har et slægtsskab til de bygninger Arne Jakobsen tegnede i denne periode – før funktionalismen og senere modernismen rigtigt blev toneangivende i de skandinaviske lande.
Familien der stod overfor en familieforøgelse ønskede en udvidelse af huset med 100 procent til 200 m2. En parallel bygningslænge blev opført mod syd i to etager. Den nye længe er fremskudt i forhold til den eksisterende bygning for at optimere den fantastiske udsigt over sundet. I mellemrummet mellem disse to bygningslænger, blev opført en meget transparent forbindelsesbygning – indeholdende spisestue i stueetagen og i tagetagen et stort soveværelse med balkon med udsigt til øst.
Udvidelsen er udført i respekt for grunden og den eksisterende bygningsarkitektur, som understreges og udfordres med en række nye modernistiske og tidstypiske tiltag. En terrasse blev anlagt på henholdsvis øst-og vestsiden af forbindelsesbygningen, på en måde så man oplever spisestuens gulv fortsætte som et ubrudt horisontalt terrasseplan, der sammenbinder havens landskabsrum. Flere mindre kvadratiske terrasseplaner forskyder sig vertikalt ned af grundens skrående topografi, hvor der er gjort plads til; børneleg, grill og hygge på den store solterrasse.
Casa Brinken
Casa Brinken
En nedslidt strandvejsvilla fra slutningen af 1800-tallet danner udgangspunkt for en gennemgribende udbygning, ombygning og restaurering. Den bevaringsværdige villa med indlysende arkitektoniske kvaliteter, og en udsigt ud til Øresund, fremstår i dag som en smuk og værdig ramme for en ung families moderne livsstil.
Villaen er beliggende på Vedbæk Strandvej og ankomsten sker fra vest via en automatisk port ved strandvejen, hvorfra en slynget allé giver adgang til et større parklignende haverum på ca. 4000 m². Alléen fører videre frem mod en egentlig ankomstplads og hovedbygningen, som indgår i ”bygningshierarkiet” som anlæggets værdige tyngdepunkt.
Restaurerings- og udbygningskonceptet tager udgangspunkt i at formidle den historie som bygningen fortæller, og nøje afstemme denne til en nutidig og respektfuld tolkning af den eksisterende villas udtryk og kvaliteter.
Villaen fremtræder med et højt kvalitetsniveau, uden dermed på nogen måde at indbyde til selvhøjtidelighed eller ekstravagance. De nye tiltag og objekter er udført på et betydeligt designniveau, og fremstår i et holistisk sammenspil med huset og dets fantastiske omgivelser.